Udgivet af Bjarke Løvind, tor d. 24. jan 2019, kl. 10:00

Fordybelse i 2010’erne
Af Mads Emil Olesen, Cand.mag. i lingvistik

I anledningen af at Skt. Johannes Kirken sætter fokus på nærvær og fordybelse i kirkebladet for foråret 2019, vil jeg lige vende en af de helt store tendenser i underholdning og medieverdenen, nemlig podcasts.

I 1980 sang The Buggles ”Video Killed the Radio Star” og proklamerede således på Nietzschesk vis, at radioen er død. Og med udviklingen af teknologien til at lave computergenerede billeder var der da heller ingen grænser for, hvor farverige og fantastiske visuelle verdener det blev og er blevet muligt at fordybe sig i. Det gælder både i film og i høj grad computerspil. Herudover er man med Youtubes fremkomst og en stadig stigning i tempo begyndt at tale om de unge generationers manglende ”attention span”, som det hedder på nydansk, altså evne til at fastholde opmærksomheden, og fordybe sig i et emne.

Alligevel er det podcastmediet, der med sit langsomme tempo og sin uredigerede form er stormet frem de seneste tre-fire år. Og udbuddet af podcast er eksploderet i en sky af initiativrige unge og optageudstyr. Radioen står hverken på FM eller AM men den står klart og funklende på stjernehimlen. Tidsforskudt lytning, det er der, vi skal hen.

Men hvorfor er der nu så mange unge, der som supplement til fortæring af Netflix også lytter til det ene timelange afsnit efter det andet af den nyeste krimipodcast, kongerækkepodcast, samtalepodcast eller nichepodcast om fluebinding? Ja, jeg er ikke nogen medieguru, men et kvalificeret bud kunne være, at samtalen virkelig er noget af det, den yngre del af befolkningen savner. I en tid og en kultur, hvor man dyrker individualismen og retten til at være, som man vil, og hvor der er så uendeligt mange digitale tilbud, der råber på vores opmærksomhed, så er det noget så essentielt menneskeligt som samtalen, der bliver løbet over ende. Og paradoksalt nok, så finder man samtalen ad bagvejen, så at sige - gennem ens egen device i lommen og de ekskluderende hovedtelefoner.

Jeg er selv storforbruger af podcasts. Især de, hvor samtalen er mindst planlagt, og hvor der ikke er redigeret meget. Her bliver man underholdt og måske endda oplyst af noget af det mest organiske og autentiske formidling, jeg kan komme i tanke om. Og autenticiteten, ja, den mangler måske også i folks hverdag. I podcasts som ”Her går det godt”, ”Anders & Anders podcast” og ”Sitter”, mødes to venner i skiftende omgivelser fra uge til uge. Med stikord over samtaleemner ved hånden udfolder samtalen sig så ellers bare, som den nu gør. Og så opstår der helt unik underholdning, som vi ikke hører i radioen eller ser i fjernsynet.

Andre typer podcasts gør en større dyd ud af, at benytte sig af radiomediets kneb: baggrundsmusik og lydkulisser, der sætter en stemning og serverer en mere dramatisk fortælling. Her kan nørden få lov at udfolde sig, når programmet skal redigeres. Ligheden med lydbøger er stor her (og lydbøger er da også et blomstrende foretagende disse år).

Fælles for de forskellige typer podcasts og lydbøger er desuden, at de kan tages med. Vores FOMO (Fear of missing out) bliver plejet, da vi kan gøre noget andet mens vi lytter til podcasts. Vi kan gå eller cykle en tur, og således får vi altså det hele med. Alt det vi skal nå. Men det må vel blive på bekostning af netop fordybelse og nærvær. Selvom der er en større grad af fordybelse i at lytte til en podcast end at fordrive tiden med sociale mediers høje tempo, ja, så bliver denne fordybelse vel mindsket af, at vi foretager os noget andet samtidig. Eller gør den? Er det bare en privilegeret gode, en naturlig konsekvens af den digitale tidsalder, at du kan fordybe mig i en samtale, imens du går en tur. For det kræver jo ikke, stor koncentration at vandre derudaf. Til gengæld kan du jo få motion imens du bliver opdateret på, hvad der sker i verden.

Efter min bedste overbevisning er det nok snarere nærværet, vi skal være bekymrede for. Vi er jo ikke med i samtalen, og som sagt lukker vi os inde i vores egen verden eller i hvert fald en anden verden, og ser ikke dem, vi går eller cykler forbi. Samtidig er der dog også mange, der klarer en telefonsamtale via hovedtelefonerne, mens de cykler over lyskrydset. De fleste af os er nok blevet overrasket over pludseligt at blive talt til af en fremmed på gaden, inden man så opdager at, der hænger nogle hvide ledninger fra vedkommendes øregange, og man altså ikke var en del af den samtale alligevel. Her lukker man sig jo ikke inde i sin egen verden, man kombinerer snarere to verdener eller to vidt forskellige aktiviteter. Og det må siges ganske enkelt at være et resultat af den teknologiske udvikling. Ligesådan giver podcasts os mulighed for at følge med i andre menneskers verden imens vandrestøvlerne traver afsted eller maden simrer på komfuret.

For ikke at podcast skal blive et problem, eller blive endnu en måde at lukke sig inde, for således at gå glip at muligheden for møde mennesker ansigt til ansigt, så må man jo sørge for kun at benytte sig af mediet når man alligevel er for sig selv. Jeg vil mene, at lydmediet er stimulerende for fantasien på sammen måde som bøger er det, og så er det da bare fantastisk at man kan klare madlavningen eller opvasken i et snuptag, mens man er i godt selskab med spændende menneskers og deres underholdende samtale.

Kategorier Nyheder